Af Sten

Adgangsbegrænsningen indebar helt konkrete trusler for den enkelte om, at man ikke kunne komme ind på det studium, man gerne ville ind på, hvis man ikke endte med et tilstrækkeligt højt karaktergennemsnit. Derfor gav paroler som “mod forringelser” umiddelbar mening. Også argumentet om at det var dumt på den måde at mindske det samlede uddannelsesniveau i et samfund, der i høj grad skal leve af viden og dygtige mennesker, var oplagt.

Derudover var der også en parole om “mod politisk disciplinering”, som jeg dengang måske et sted syntes, var lidt vel meget til den teoretisk-abstrakt-doktrinære side. Hvad mentes der egentlig med det i praksis?
Jeg skulle blive klogere.

For med adgangsbegrænsningen satte også karakterræset ind, og enhver blev “sin egen lykkes smed” i en higen efter høje karakterer. Og det blev mindre oplagt at bruge tiden på ikke-karakterbefordrende aktiviteter, så som kritiske aktiviteter, politik og aktioner.

Dette blev tydeligt i efterfølgende årgange, hvor de studiekulturmæssige konsekvenser af adgangsbegrænsningen for alvor slog igennem og netop disciplinerede gymnasieungdommen. Den kritiske, frie tanke, og fællesskabet om at handle, svandt voldsomt ind. Gymnasiet så da heller aldrig igen aktioner, som dem vi gennemførte i vores gymnasieår.

Resultatet blev naturligvis også synligt på universiteterne, idet fødekæden af nye studerende “opdraget” på gymnasierne i kritisk ånd, svandt ind. Det så jeg tydeligt på datalogistudiet, hvor jeg startede. Bare 2-3 år efter at min årgang kom ind, var det nogle meget mere velafrettede, målrettede og – nåh, ja – mere kedelige og ukritiske studerende, der startede.

Ånden fra 68, som vi ubevidst havde båret de sidste rester videre af, forsvandt næsten helt.

Nå, men tilbage til aktionen på gymnasiet d. 31. marts 1977.
Vi havde i elevrådet besluttet ikke bare at boykotte undervisningen for at få opmærksomhed om vores modstand mod adgangsbegrænsningen, men også at låse skolen af, så lærere og eventuelle skruebrækkere blandt eleverne ikke skulle omgå boykotten. Derudover havde aflåsningen det praktiske formål, at der så ikke var nogen, der kunne registreres for forsømmelser, idet det jo ikke havde været muligt at komme ind på gymnasiet.

Aflåsningen blev planlagt ganske detaljeret i Aktionsudvalget, hvor der var styr på alle indgange til gymnasiet, også dem via byskolen, og hvordan vi skulle sikre os mod indtrængen igennem disse – se det afbillede referat.

Som det fremgår af referatet var i hvert fald dele af gymnasiets ledelse og medarbejdere (pedel Kaj Nielsen) os og aktionens budskab venligt stemt, hvilket selvfølgelig gjorde alting en del nemmere.

Under alle omstændigheder lykkedes aflåsningsaktionen fint – om morgenen var det dette syn, der mødte lærere og elever:

Kun de mest ihærdigt reaktionære som latinlærer Ricardo forsøgte – forgæves – at forcere afspærringerne i et håb om, at hvis man ruskede nok i dørene, så gik de nok pludseligt op…

Holdt vi studerende så bare fridag? Nixen, bixen, vi samledes hele dagen i Byskolens aula, hvor vi hørte oplæg om, og diskuterede adgangsbegrænsningen – som det også fremgår af billedet. Det var almendannelse anno 1977!

Vi vedtog selvfølgelig en resolution, som ikke fik for lidt med overskriften “Overgreb på de uddannelsessøgende”:

Og sluttede dagen af med en demonstration på torvet:

Alt i alt fik vi en ganske fin lokal medieomtale: