Peter Palshøj: Debutband, Den Røde Tomat og bad standing

Af Peter Palshøj

En af de gamle redaktører, Sten, har bedt mig skrive lidt om, hvad jeg fik med fra NG. Angiveligt fordi jeg var en af de aktive elever. Og allerede her fornemmer man forskellen på gymnasiet i dag og for fyrre år siden. I dag er en aktiv elev vel en person, som kaster sig over bøger, lektier og er aktiv i undervisningen fra første minut. For fyrre år siden betød det derimod en, som brugte sin tid på alt muligt andet end netop undervisningen – jeg går i hvert fald ud fra, at det er det, den gamle redaktør er på jagt efter historier om.

Jeg fik meget med mig: international interesse, oplevelsen af at man for det meste også kan gøre ting på en lidt anden måde, og at man nogle gange bare skal kaste sig ud i det.

Så lad mig mindes gymnasieforeningens bestyrelse, der måtte afgå i bad standing, kunstnerkollektivet Den Røde Tomat, punkbandet Debutband og rejserne til Tjekkiet, Rom og især Alsfeld.

 

Gymnasieforeningen der endte i bad standing

I den sidste tid af Folkeskolen blev jeg involveret i OOA – Organisationen til Oplysning om Atomkraft, og fik derigennem venner og bekendte, der allerede gik på gymnasiet. Det fik den konsekvens, at jeg knapt var blevet officiel gymnasielev, førend jeg blev hevet med i gymnasieforeningens bestyrelse, og dermed blev medansvarlig for cacao-automaten i kælderen og gymnasiefesterne.

Jeg har stort set ikke drukket cacao siden, efter at have oplevet, hvordan gammel spildt cacao mugnede inde i maskinen.

Og tiden i bestyrelsen stoppede brat efter et års tid eller så. Vi havde taget initiativ til endnu en fest. Et jazz-band var bestilt fra København, øllerne var vel nærmest allerede sat på køl, da det på et bestyrelsesmøde stod klart, at den obligatoriske ansøgning om fest til rektor Orla ikke var indgivet.

Med en overskredet ansøgningsfrist var gode råd dyre. Jazz-bandet fra København afviste at lade sig aflyse uden fuld betaling, betingelserne fremgik jo klart af den underskrevne kontrakt. Dilemmaet var uløseligt, betalingen til jazz-bandet tonede frem i horisonten, men uden indtægterne fra øl-salget fra glade festdeltagere, så var det også en fallit for gymnasieforeningen, der tonede frem i horisonten.

Efter flere møder nåede vi frem til konklusionen: festen skulle holdes uanset hvad.

Pedellen blev bestukket med et par øl og en forblommet forklaring om, at vi havde tilladelsen, men altså bare ikke på skrift lige nu. Sikkerhedsudfordringen løstes ved et par gratis øl til en gymnasiekammerat, der var den stolte indehaver af det sorte bælte i karate.

Festen blev holdt. Som altid en succes med godt humør, fin stemning og masser af dans til de københavnske jazz-musikere. Alt var godt, bortset fra en lampe, der var smadret på herretoilettet.

Så der var ingen vej udenom. En ny lampe skulle bevilges, og pludselig stod det klart for rektor Orla, at en fest var afholdt uden tilladelse.

Brødebetyngede blev gymnasieforeningens bestyrelse kaldt til samtale på rektor-kontoret. Indrømmelsen faldt omgående, og det samme gjorde straffen: ingen gymnasiefester eller andre elevfester det næste år.

Når man har oplevet coronaens konsekvenser for teenagere, når deres fester forhindres, så kan man også med 40 års afstand forstå det store ansvar, der dermed var lagt på bestyrelsesmedlemmernes skuldre. Fra at være helte der sikrede en fest, risikerede vi at få en anden status som hele gymnasiets party-spoilere. Vi ville ende med at være i bad standing både hos rektor og blandt vores gymnasiekammerater.

En forhandling blev indledt med rektor Orla, som efter nogen betænkningstid tog imod vores tilbud: at de ansvarlige i gymnasieforeningens bestyrelse trådte tilbage. Modbetingelsen var dog også helt klar, ingen af os måtte være ansvarlige for fester på gymnasiet resten af den tid, vi gik der.

Som alle ved, så fortsatte festerne uden yderligere forsinkelse, til gengæld måtte andre tage over med alt det praktiske fra cacao-automaten til forhandlinger med københavnske bands.

 

Kunstnerkollektivet Den røde tomat og filmen om SU

Kernen fra bestyrelsen fortsatte dog samarbejdet sammen med andre hidkaldte af den lidt mere venstreorienterede slags i Kunstnerkollektivet Den Røde Tomat.

Af uransagelige veje lykkedes det at opnå en bevilling til kulturelle aktiviteter fra rektor Orla, og straks kastede vi os over manus og sidenhen produktion af filmen Den Røde Tomat med fokus på truslen mod størrelsen på SU.

Med nutidens øjne indeholdt filmen nok scener, der var betænkelige i og med det blandt andet handlede om kidnapning af den daværende undervisningsminister Ritt Bjerregård og fængsling af undergrundsgruppen Den Røde Tomat med optagelser fra Nakskov Arrest. Kirsten Greve har andetsteds her på Dionysos skrevet om optagelserne.

Enden på projektet var fremvisningen af filmen til en fællestime, jeg husker det, som noget vi gik til med både stolthed og bæven.

Til gengæld erindrer jeg intet om modtagelsen af det kunstneriske produkt fra gymnasiets elever, måske er der tale om fortrængning, i hvert fald må jeg tilstå, at jeg for nogle år siden modtog en CD med filmen fra Dionysos-redaktør Sten. Med stor forventning indskrev jeg min kære hustru til en endnu en fælles-time-fremvisning. Hendes anmeldelse lød noget i retning af – sagt med jysk underdrivelse – den er da vist lidt langsom og indforstået. Det ændrer dog ikke ved, at det var en stor oplevelse at få lov til at folde sig ud sammen med gode venner og lave en film; måske var det næsten mere højskole end gymnasium, men fedt var det – også selv om jeg gerne tilstår, at filmen Den Røde Tomat ikke ville have modtaget en Oscar for klipningen, der er tempoet nok mere på linje med, hvad man kan opleve i en gammel Gøg og Gokke-film. Men det var jo trods alt også en stumfilm.

 

Debutband

Det højskoleagtige kom også til udtryk ved en af forårskoncerterne, hvor vi inspireret af slut-halvfjerdsernes punkbølge fik lov til at optræde med punkbandet Debutband. Vi ville kun optræde den ene gang ved forårskoncerten, og deraf navnet.

Vi øvede os på miniguitarer købt second-hand hos Frelsens Hær samt nogle papkasser som trommer, og grydeskeer som trommestikker. Kort før forårskoncerten fik vi så lov til at låne et anlæg, en elektrisk guitar og trommesæt. Ingen af os havde spillet nogen af instrumenterne før, bortset fra bassisten, som også blev den, der talte for.

Stilmæssigt var vores påklædning nok noget begrænset i sit punkudtryk, jeg ofrede dog en t-shirt fra Jesus Christ Superstar på formålet, og satte en stor sikkerhedsnål gennem næsen på t-shirtens portræt af Jesus-figuren.

En-to-tre-håret tilbage og så i gang. Guitaren var stemt i akkord, så guitaristen kun skulle flytte en pegefinger de rigtige steder på gribebrættet, og selv sad jeg bag trommerne, da vi satte i gang med to numre af Creedence Clearwater Revival. De var godt nok mere et hippie-band, der havde spillet på Woodstock, men numrene var simple, tre akkorder og nogle markante omkvæd.

Da vi satte i gang ved forårskoncerten var der fyldt med lærere på den forreste række, men da vi efter de to numre stod frem og bukkede for publikum, kunne vi se at en del af stolene var tomme. Missionen var lykkedes, punken og den glade amatørisme var kommet til Nakskov.

 

Rejserne og EF-omvendelsen

En sidste erindring herfra skal handle om rejserne. Min familie var ikke til grisefester, solskoldning og Spies’ Caravelle-fly, ferierne bestod i camping samt lange cykel- og vandreture i Danmark. Men gymnasiets rejser åbnede verden for mig. Gode lærerkræfter arrangerede uforglemmelige rejser til Prag (og dermed min først tur bag jerntæppet) og Rom.

Og så var der studieturen til venskabsbyen Alsfeld i Hessen. En udveksling med en gymnasieklasse hos dem, der siden besøgte os. Ansvarlig var historielærer Marius, som også havde indlagt nogle timer med information og diskussion om De Europæiske Fællesskaber på turen. Jeg havde derfor bevæbnet mig med flere numre af EF-modstandernes blad ”Det ny Notat”, så der var dækning for både kritiske spørgsmål og skarpe argumenter.

Da vi efter en uges studietur vendte tilbage til Nakskov og forlod bussen, så sagde historielærer Marius nogle ord til mig, som den gang var skide irriterende, men som alligevel indeholdt en sandhed: Unge Palshøj, du ender såmænd nok som tilhænger af EF en eller anden dag.

Den gang ville jeg have forsvoret, at jeg et par og tyve år senere skulle være stand-in for Poul Nyrup Rasmussen ved en middag for socialdemokratiske regeringsledere og EU-kommissærer i Bruxelles på aftenen for den danske folkeafstemning om Euroen, og at jeg dermed var den, der med trist stemme måtte meddele det negative resultat af afstemningen. Hvordan jeg endte dér, er en helt anden historie – men det var ikke sket uden noget af det, jeg fik med mig fra Nakskov Gymnasium.

 

Her kan du se Røde Tomat-filmen:

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

thirteen − seven =

The maximum upload file size: 256 MB. You can upload: image, audio, video. Links to YouTube, Facebook, Twitter and other services inserted in the comment text will be automatically embedded. Drop files here