Det bliver ikke bedre…

Af Sten

… hedder en filmklassikker med Jack Nicholson. Lad det motto være afsæt for mit genbesøg af mit gymnasie-jeg, og hvad det ud-/afviklede eller blot viklede sig til. Og hvad gymnasietiden bidrog med.

Så lad mig lige se tilbage på nogle stikord for, hvad der vistnok var med til at karakterisere mig anno dazumal i slut-1970’erne:

  • EDB – ja det hed det jo dengang. Datalokalet ved nr. 18 var en åbenbaring for sådan en nørd og lettere socialt hæmmet gut som mig. En verden man kunne kontrollere, overskue og gå på opdagelse i. Det kom til at betyde utroligt meget for min livsbane, for jeg uddannede mig til datalog, og hele mit arbejdsliv har handlet om det, der senere kom til at hedde it. I starten meget fra den tekniske side, men de sidste mange år mest fra den analytisk-strategiske side. At kunne leve trygt og rimeligt godt af sin interesse er ikke så skidt, ikke mindst når økonomien tilsiger en fortsat at være arbejdsramt.
  • Dygtig – ja med undtagelse af gymnastik og fransk, så gik det fornuftigt i de fleste fag. Og jeg har senere ved test til ansættelser flere gange fået målt, at iq’en ligger solidt over Mensa-grænsen. Hvilket selvfølgelig har hjulpet mig jobmæssigt. Men også flere gange “hjulpet” mig ind i chefstillinger ud fra den forkerte parole om at forfremme den fagligt dygtige. Også selvom ens lederegenskaber er ret minimale. De sidste mange år har jeg nydt at være tilbage i specialistrollen.
  • Beherskede sociale kompetencer – hvilket er en pæn måde at sige det på – er jo ofte bagsiden af medaljen af en lidt forhøjet iq. Jeg husker stadig nøje budskabet fra min første kæreste, den nat hun skred: At jeg da vist havde ret svært ved at forstå og at være sammen med almindelige mennesker. Den sad. Velplaceret. Og sved. Er det så blevet bedre? Ja, noget lærer man da trods alt at gebærde sig. Og jeg har været gift i to længere omgange, og fået en dejlig datter. Men jeg holder meget af at være alene. (Hvilket har gjort corona-perioden temmelig meget lettere for mig, efter at jeg sidste år for anden gang valgte at blive skilt.)
  • Idealist – at ville forbedre verden. Gymnasiepolitikken og politikken generelt begyndte at fylde rigtigt meget i gymnasietiden. Åh, hvor min mor – der var korrekturlæser på Ny Dag – hadede, når jeg kom op på avisen med endnu en ny resolution, og hun derfor skulle se mig omtalt i avisen igen-igen. Men mine værdier og holdninger har ikke ændret sig en tøddel. Jeg er fuldstændig ligeså ræverød som dengang, og foragter grådighed, snæversynethed og nationalisme. Jeg har været forbi som medlem af både SF, Enhedslisten og Alternativet. Men er nok en anelse mindre naiv idag – det perfekte menneske eksisterer ikke, og vi har alle en rem af grådighedshuden osv. Så vi må i fællesskab etablere nogle mekanismer, som hjælper os til at styre os.
  • Bedrevidende og irriterende. Bare rolig, det er heller ikke blevet bedre 😊 Jeg har altid “naturligt” faldet ind i outsiderens rolle – hvilket jo også er en måde at blive set på. Men iq’en gør også at jeg ofte kan gennemskue ting, som en del andre ikke kan. Og at jeg kan forestille mig, at tingene kunne være radikalt anderledes, hvis vi bare vil og beslutter os for det. Og dér har jeg svært ved at forstå og acceptere, at andre ikke kan se det samme som jeg. Dumhed irriterer mig grusomt. Og så opstår der nemt en gensidig træthed i relationen mellem en selv og andre…
  • Beskedenheden? Ja det fremgår vist tydeligt af ovenstående, at den ikke er blevet så meget større. Måske mere fokuseret. Og jeg er blevet mindre tilbageholdende med at udtrykke min ubeskedenhed klart – det er vist noget med alderen… (fuck verden)
  • Glæden? Jeg kan ikke huske så meget om, hvad jeg specielt glædede mig over i gymnasietiden. Der var mange ting, jeg var fascineret af, men glæden? Selvfølgelig min kæreste, og så fx også når der var god musik på Magasinet. Jeg er blevet vældigt meget bedre til at glæde mig over det smukke og det poetiske. Over naturen, billeder, bøger, musik, udsigten fra min stue ud over vandet osv. Så jeg kan heldigvis næsten hver dag sige: “sikken et dejligt liv jeg har”.

Så jeg falder i med Niels Skousen i hans meget smukke sang, “En bid af det hele”, om livet:

“Et stykke af himlen

et stykke af helvede med

en bid af det hele

og det rimer nok et sted”

Konklusion: Ligesom for Jack Nicholson i filmen, så blev det vist alligevel bedre – i hvert fald på nogle områder 😊

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ten − 5 =

The maximum upload file size: 256 MB. You can upload: image, audio, video. Links to YouTube, Facebook, Twitter and other services inserted in the comment text will be automatically embedded. Drop files here