Af Peder

Jeg var den eneste fra min klasse, som startede i gymnasiet efter 2. real. Det eneste jeg havde været til eksamen i var statskontrolleret prøve i sløjd efter 8. klasse.

Min far var bekymret. Hvorfor ikke gøre realeksamen færdig, så har man da den at falde tilbage på, hvis det glipper med studentereksamen. Min mor støttede mig og sørgede for at jeg ikke hørte om min fars bekymringer før mange år senere.

Der var ikke nogen lang akademisk tradition i min familie, men min ene storebror havde gået på Nakskov Gymnasium 10 år før mig og læste videre på Københavns Universitetet. Ham så jeg op til, men jeg havde ellers ikke nogen ide om hvad jeg ville. Overhovedet.

Når jeg idag tænker tilbage på hvilken betydningen de 3 år, heraf sølle 2470 timer (eksklusiv lektier) på selve ungdomsuddannelsen, haft for resten af mit liv, så er det ganske skræmmende. Den almendannende uddannelsesforberedelse er stadig i dag kernen i gymnasiet. Og for mig havde de år præcis den effekt, at de formede mig som person, som socialt og kulturelt væsen, for mine politiske holdninger og selvfølgelig gav mig et afsæt for mine senere valg og valgmuligheder i form af uddannelse og job.

Der er heldigvis ingen fuldmægtig i undervisningsministeriet, som har kunnet skrive en studievejledning, eller en kogebog, som bestemmer hvordan den enkelte ender ud. For mig blev relationer og handlinger i de år mere definerende end det faglige indhold i selve undervisningen. Og selv om det nok også har ligget til grund for det almendannende element i studievejledningen, så har førnævnte fuldmægtig næppe haft fantasi til at forestille sig hvad der formede mig i de år.

Det der fik størst betydning for mig var min deltagelse i atomkraft nej tak bevægelsen, samarbejdsudvalg, elevråd og forskellige aktioner, studenterforeningen som arrangerede fester, musik, venner og kærester. Og så ikke at forglemme, udgivelsen af Dionysos. Der var en rektor og lærere som forstod det, og så var der nogle som slet ikke forstod det. Heldigvis var tiden i slut 70`erne sådan at de førstnævnte var ved roret.

Jeg vil sammenfatte det sådan, at da jeg startede i gymnasiet, så havde jeg nok en ide om (og måske en lille frygt for) at jeg skulle dygtiggøre mig med fag, lektier og eksamener. Og måske gå til fester og få en kæreste.
Da jeg forlod gymnasiet havde jeg fået en drøm om at være med i fællesskaber der kunne ændre verden. Ikke nødvendigvis gennem en revolution, men ved at stå sammen og handle.

Den drøm var stadig levende da jeg startede på Roskilde Universitetscenter og på mange måder var der paralleller til min gymnasietid. Det faglige var vigtigere, men alt det andet stadig vigtigst.

Da jeg fik mit første job som fuldmægtig, så var jeg nok mere i tvivl om det var fra den position, at jeg skulle være med til at ændre verden. Jeg har arbejdet i mere end 30 år i en politisk ledet organisation, og er ikke i tvivl om at jeg har været med til at forandre mange ting. Men set med studentens briller, så tæller det ikke rigtigt på den store kugleramme.

Til gengæld har jeg som chef haft stor fornøjelse af at arbejde med mennesker gennem mere end 20 år og set dem udvikle sig. Her synes jeg at jeg har trukket meget stærkt på de kompetencer jeg fik en fornemmelse for i gymnasietiden – altså uden for timerne: sæt dig mål, tag lederskab, sikre samarbejdet, lyt til andre og vær klar til at justere og giv plads, men for alt i verden: kom til handling!

Andre har helt sikkert fundet andre veje og vundet deres egne erfaringer og prioriteter fra uddannelse og vider frem i livet. Heldigvis.