Kirsten Greve

Til Dionysos’ læsere.

Jeg blev ansat på Nakskov Gymnasium i 1975 med fagene fransk (hovedfag) og engelsk (bifag).

Jeg hører til de store årgange fra slutningen af 2. verdenskrig og årene efter. Jeg kom fra Københavns Universitet efter flere studieophold i begge min fag i hhv. Frankrig og England. Fransk var et populært universitetsfag dengang. Mine årgange ville ud og se verden (nok mest Europa på den tid), men det betød så også at vi i slutningen af 70’erne i nogle fag øjnede arbejdsløshed forude. Det var der ingen af os der havde regnet med, da vi startede på KU, så da vi skulle søge job, søgte man i mine fag i øst og i vest. Derfor landede jeg i Nakskov, hvor jeg sagde ja tak til det første det bedste.

Når det er sagt, så skal det også siges, at jeg kom til et uddannelsesmæssigt spændende sted. Nakskov med borgmester Carl Emil i spidsen havde store ambitioner for byen. For at få stabil arbejdskraft til Nakskovs dengang store arbejdspladser, skulle man sikre gode uddannelsesforhold for byens 16-19 årige. Jeg startede på den gamle Byskole, men planerne med Nakskov Uddannelsescenter var allerede langt fremme, da jeg blev ansat. Udover bibliotek og teatersal skulle Uddannelsescentret rumme samtlige ungdomsuddannelser, dengang Handelsskole, Teknisk Skole samt Gymnasiet og HF.

Som forholdsvis nyudklækket kandidat var det udfordrende og spændende at være med til at etablere en moderne uddannelsesinstitution, der var enestående i sin art. For sprogfagene betød det sproglaboratorium, det nyeste kram hvad angår audiovisuelle undervisningsmidler, OG i al beskedenhed vi knoklede også på et tidligt tidspunkt med edb-programmer indenfor sprogfagene.

En anden vigtig dimension var at jeg kom til en politisk aktiv og engageret ungdom. Selv havde jeg oplevet studenteroprøret i ’68 i Frankrig og i København. Med Ritt Bjerregård i spidsen kom der nye studieordninger og undervisningsvejledninger. Der blev oprettet elevråd, der kom studienævn på alle niveauer i undervisningsverdenen, og der blev talt om elevmedindflydelse, hvad Dionysos læsere helt sikkert vil huske. Eleverne skulle inddrages i alle faglige undervisningsplaner. Og det blev de!  Alt det er jo gået helt ad h… til i vore dage, hvor eleverne får dikteret, eller måske snarere lader sig diktere, hvad der skal læses. Alt bliver målt og vejet, sider og timer talt op og sat ind i Lectio, Fronter og hvad programmerne ellers hedder i vore dage.  Elevernes fravær gøres op, der bliver spekuleret i mulige pjækkeprocenter. Jeg siger ikke at der ikke skulle arbejdes med sådanne krav også i min og jeres tid, men holdningen var en anden. Det handlede om engagement og medindflydelse, og ikke bare kæft, trit og retning.

Det sidste forstod Dionysos læsere. Som lærer frydede nogle af os, når I gik på barrikaderne, blokerede undervisningslokalerne, strejkede mod Bertel Haarders Rexona cirkulære (der er altid en plads til en til…). Undervisningslokalerne var bygget til 24 elever, i vore dage rummer de på visse skoler op til 30, ja måske flere elever.

Som ung lærer havde vi dengang et fantastisk godt forhold til eleverne, og da især på den gamle Byskole, hvor alle kendte alle. Nogle syntes det var vel meget, men jeg syntes det var sjovt at være med på Kælderen og råhygge med eleverne engang imellem.  En anden ting var ekskursionerne. Jeg var i Paris de fire af mine fem første år på gymnasiet. Nakskov Kommune gav flotte tilskud til eleverne, så alle kunne være med. Det var sjovt at planlægge og spændende at gennemføre. Som forholdsvis ung gymnasielærer syntes jeg, jeg havde en forpligtelse til at lade Nakskovs unge opleve noget af alt det jeg havde oplevet i min studietid. Det er muligt at nogle elever ikke syntes fransk var et særligt vigtigt fag, især ikke for matematikere, men jeg er nu sikker på at mange vil huske disse ture som spændende og oplevelsesrige også i et længere tidsperspektiv, også 3y’erne årgang ’79.

Sjoveste oplevelse: det var nok dengang jeg deltog i optagelsen af filmen ”Den røde tomat”. En flok elever skulle indtage politistationen, og jeg husker hvordan jeg drejede om hjørnet ved Fjordgården og ind foran Politistationen i min lille Morris Mascot, af eleverne også kaldet ”Hundehuset”, med jeg ved ikke hvor mange elever inde i bilen og en kæmpe basun hængende ud af vinduet. Vi havde fået lov!!! Det var mega morsomt at se alle politibetjentene klinet til vinduerne, formodentlig spændt ventende på den aktion de selv havde givet lov til. Det var dengang!

Andre højdepunkter var jo nok, når studenterne og HF’erne blev færdige. Jeg husker jeg havde 3y på besøg i mit nye hjem på Enebærvej da I kørte rundt i byen til jeres forældre. Hyggeligt, hyggeligt.

3y studenter på Enebærvej.

I haven hjemme hos mig.

Jeg har nok inderst inde altid gerne villet tilbage til København, hvor jeg studerede og stadig har kontakt med mine gamle studie- og kollegiekammerater. Jeg gik på pension i 2011. Alt var parat til at komme af sted, sælge hus og komme videre i tilværelsen, men så kom den økonomiske krise, der mildest talt umuliggjorde alle mine drømme. Jeg skal undlade at beklage mig, for alle på Vestlolland kender konsekvenserne, men jeg gav mig så i stedet til at læse italiensk først på Åbent Universitet i København og senere på ”kandidaten” på KU.  Det har jeg da også haft, og har stadig, stor fornøjelse af. Faktisk underviser jeg i italiensk på Zoom (i Corona tiderne) på aftenskole i Hvidovre, og jeg har selvfølgelig en tidligere nakskovit på mit hold. Man har vel kontakt med sine gamle elever!

Jeg har nu boet i Birkerød nord for København i 3½ år. Jeg er blevet en rigtig bedstemor, der henter min nevøs børn i børnehave og folkeskole engang imellem. Jeg underviser sågar endnu et barnebarn (lidt længere ude i rækken) i begynderfransk, på Zoom forstås. Ja, faktisk har mit liv været en lykkelig dans med sprog!

Kirsten Greve.

0 kommentarer