Af Sten

Det er bestemt ikke alle fag, jeg havde i gymnasiet, jeg fik brug for sidenhen. Den suveræne topscorer er her fransk-faget, som af uransagelige årsager var gjort obligatorisk for alle matematikere. Uagtet at intet pensum på de efterfølgende naturvidenskabelige uddannelser er på fransk.
Nå ja, så er der selvfølgelig den med almendannelsen – men hallo, der var nok en grund til, at vi matematikere valgte matematisk linje, og ikke sproglig linje!

Vi var så i min klasse begunstiget af at have en af gymnasiets bedste og sødeste lærere, Kirsten Greve, der elskede landet og sproget, og ihærdigt gennemførte opgaven med at få os til at forstå – og sommetider sige – lidt fransk. Ikke en nem tjans.

Det hjalp selvfølgelig på motivationen, at vi skulle på en uges ekskursion til Paris i 2.g. Hvilket var rigtigt fint, vi fik både drukket øl på cafeerne, spillet på flippermaskine, besøgt franske gymnasiepiger og set os om i Paris. Alt sammen fint nok. Der var bare det med sproget…

Efterfølgende skulle vi skrive “fransk rapport” om ekskursionen, og når jeg i dag læser indledningen til den, så skinner min yderst begrænsede interesse for faget tydeligt igennem. For der står, med en parafrase af avisen Informations kolofon: “Rapporten er uafhængig af partipolitik, økonomiske og egne interesser” (min understregning). Ak ja, det var ikke nemt at være fransklærer.

Især var vi drenge helt og aldeles uinteresserede. Allermindst nok Henrik, der forsøgte at udnytte timerne til mere relevante formål, så som gøgl og fjolleri.

Men her greb skæbnen på forunderlig vis ind og nemesis viste sit fulde ansigt. Et par år efter at vi var blevet studenter måtte Henrik orientere os om, at han var blevet gift. Og flyttede fra Danmark. Nåh, med hvem, og hvorhen? Joh, han flyttede til Frankrig, hvor han skulle bo med den kvinde han havde forelsket sig i. Der var franskmand….

Så jo, der var én af os, der nok skulle have haft lyttet lidt mere efter i fransktimerne. Men jeg tror de fleste af os andre drenge aldrig fik brug for den lille smule, vi annammede af det franske. Bortset måske fra “deux biéres, s’il vous plait”!