Af Peder

I flyttekassen som rummer “gamle minder” ligger et nummer af Politisk Revy, september 1977. På midteropslaget er der en reportage fra en netop afholdt Barcebäck march og på det store foto kan man lige se Peter Sørensen fra 2y og deres udsendte reporter fra det gode blad Dionysos. I kassen ligger også nogle af de velkendte gule badges, Atomkraft Nej Tak.

Jeg har aldrig været medlem af noget parti og mine medlemskaber af foreninger har primært været sportsklubber eller ejerforeningen hvor jeg bor. Men i de år var jeg medlem af Nakskov lokalafdeling af OOA og OVE (også dengang elskede vi forkortelser – Organisationen til Oplysning om Atomkraft samt Organisationen for Vedvarende Energi).

Vi befinder os tidsmæssigt før ulykken på Tree Mile Island i USA som skete i 1979 og selvsagt Tjernobyl i 1986, men lige efter “oliekrisen” i 1973. Folketinget havde allerede i 50’erne etableret Risø for at udforske mulighederne i A-kraft, men oliekrisen førte til fornyet interesse og den danske regering gik derfor i gang med at forberedte en beslutning om indførelse af atomkraft. Landende omkring os udvidede deres anlæg.

I de år blev det samtidig meget konkret for os. Der var planer om et dansk A-kraftværk i 1980, og et af de steder der af myndighederne blev udpeget som en mulig placering, var Nøjsomhedens Odde ved Onsevig på Nordlolland. En lille fattig kommune og en hel egn så pludselig store muligheder for mange arbejdspladser. På Christiansborg var de borgerlige for og socialdemokraterne splittede. Først i 1985 tog Folketinget planerne om A-kraft i Danmark af bordet.

Jeg husker ikke så meget fra arbejdet i OOA, men vi var synlige i Søndergade med informationsmateriale og underskriftsindsamling osv. I forhold til Nøjsomhedens Odde, så var en af de mest aktive Philip Rasmussen. I mange år efter jeg var flyttet fra byen stod der iøvrigt stadig en kasse med rester af plakater, klistermærker og badges under mine forældres seng.

Selv om jeg i mange år ikke har været engageret i energi- og miljøpolitiske organisationer, så var arbejdet dengang med til at sætte en personlig dagsorden, som jeg har søgt at efterleve lige siden. Mit CO2 aftryk er nok stadig for stort, men jeg og min familie forsøger på mange måder i dagligdagen at passe på miljøet og det fylder rigtig meget når vi kaster vores kryds hvert 4. år.

Da jeg gik på pension i efteråret 2020 var det bl.a. med et stærkt ønske om igen at engagere mig i frivilligt arbejde eller foreningsarbejde. Det kunne være miljø- eller kulturområdet og både for at knytte nye venskaber og for fortsat at bidrage til samfundsudviklingen.

Der er så lige kommet en coronakrise i vejen og har forsinket de planer, men jeg får til gengæld marcheret en hel del i den danske natur. Så jeg er klar.