Af Sten

Vi var for ingenting studenter i en rød by. Nå ja, rød og rød – de fleste på venstrefløjen (og det var rigtige mange af os på gymnasiet) opfattede nu ikke socialdemokratiet, der havde absolut flertal i byrådet, som særligt rødt. Men traditionerne i byen var stolte, tilbage fra oprøret i 1931, hvor arbejderne tvang byrådet til at bevilge penge til hjælpekassen for de arbejdsløse, og senere tvang politiet til at flygte væk fra gaderne og forskanse sig i politistationen.

Helt så voldsomt kom det ikke gå til at for sig, men vi blev i et par år et meget synligt element i gaderne og offentligheden med aktioner, besættelser, demonstrationer osv., som vakte opmærksomhed og respekt rundt om i landet.

Det startede ret spagfærdigt med, at Aktionsudvalget under elevrådet tog sagen i egen hånd i forhold til klokken på 2. sal, som vi elever syntes ringede alt for højt! (Ikke rart, hvis man har en anelse tømmermænd, og det kunne jo godt hænde, hvis en af gårsdagens oldævlstimer var blevet forlagt til Goose Pub, og det havde udartet…)

Referatet fra Aktionsudvalgsmøderne vist på billedet nedenunder viser, hvordan vi af to omgange – 12. og 19. januar 1977 – på bedste Olsenbande-manér fik gjort noget ved den sag ved anvendelse af hæfteplaster og tændstikæske.

Vel var det ikke ligefrem Rebild ’76, men vi var i gang. Det skulle blive en del bedre og større, og det var dog en start på aktivismen!

 De store aktioner blev henholdsvis aktionen mod adgangsbegrænsning senere på foråret, og året efter den store tredages besættelse for bedre SU. Dem er der særskilte artikler om.

 Men også mindre ting kunne sætte tingene og aktivismen i kog. Således da det blev besluttet at inddrage elevlokalet i kælderen til undervisning, hvor vi var nogle stykker der lavede fysisk blokade af Marius Hansen, da han som den første forsøgte at komme derhen og undervise.

 Åh ja, det var tider. Og det gav nogle gode erfaringer (praktisk “skoling”) og en lidt fanden-i-voldsk indstilling, som vi kunne bygge videre på senere.

Da jeg i 1987 var fællestillidsmand for godt 100 edb-medarbejdere i staten, der strejkede for en bedre overenskomst, fandt vi os naturligvis ikke i skruebrækkeri. Hvis de lokale statsinstitutioners ledelser forsøgte at få andre – ledere eller konsulenter – til at udføre strejkeramt arbejde, så var vi over dem.

Danmarks Statistik, hvor jeg selv var ansat, blev således flere gange blokeret, så ingen kunne komme ind, og politiet måtte bryde blokaden. (Jo, det er mig helt til venstre på billedet nedenunder.)

Og en dag, da det var Farvandsvæsenet, der havde lusket konsulenter ind, og vi traditionen tro derfor blokerede området, bygningen lå på, og politiet lige så traditionsvis kom og brød blokaden, så for en vis herre i mig, og – måske ubevidst inspireret af 1931? – satte jeg kæder og låse om porten ind til området, så den udvidede politipatrulje ikke kunne komme ud igen. Så kunne de lære det! (Og der gik da næsten en time, inden de fik tilkaldt assistance fra kolleger med en boltsaks.)