Af Peder

Nu løsner covid-19 langsomt sit greb.

Med det med længsel ventede coronapas “guld” på mobilen, som et synligt tegn på at have 2 gange Pfeiservaccine i overarmen, så føles livet på en gang både fantastisk, men også stadig lidt sårbart. Fantastisk fordi det er fedt at kunne bevæge sig mere frit efter mere end et års isolation. Underligt og sårbart fordi du stadig er lidt på vagt og synes at nogle af de glade mennesker, du møder, kommer lige lovlig tæt på, og ser ud til helt at have glemt, at vi stadig har en pandemi kørende, omend på lavere blus.

Men vi ånder og lever igen, og det er skønt.

Pludselig går det op for mig, at der er flere ting, jeg overhovedet ikke har savnet under nedlukningen. Ikea, storcentre og myldretidstrafik på Ring 3 og Sydmotorvejen. Jeg bor tæt på Ishøjsammenfletningen!

Men det jeg har set allermest frem til med genåbningen (jeg kan ikke få mig selv til at skrive “åbner op”) er adgangen til kulturlivet, især lyden af levende musik.

Og så var det iøvrigt sådan, at et af de mål, jeg havde sat mig for min nyvundne pensionisttilværelse, var at finde noget frivilligt arbejde. Både for at lære nye mennesker at kende, og for at give noget til andre, nu de går på arbejde og bidrager til at betale til min pension! Det har ikke været let under Covid-19, men nu er det lykkedes.

Jeg er derfor superglad for nu at være kommet med i den gruppe frivillige, der får musikken til at spille på spillestedet Forbrændingen i Albertslund.

Der er omkring 50 frivillige, der står for afvikling af koncerterne: lyd, lys, slæbe grej, bar og mad til stjernerne og de andre frivillige på arbejde. Jeg har kastet mig over maden – det hedder selvfølgelig ikke køkkenskriver, kok eller opvasker, men Band Care.

Jeg startede med at lave en frokost og aftensmad til DAD og i løbet af de små to måneder, jeg har været med, har jeg været på 4 gange. Det er super hyggeligt, og som det også er hjemme i privaten, er køkkenet et omdrejningspunkt – selvfølgelig kun til det går løs på scenen og tyngdepunktet for den frivillige indsats flytter til baren!

Det er selvfølgelig noget helt andet end det jeg har beskæftiget mig med i hele mit professionelle virke, hvor jeg i over 30 år har arbejdet med sundhedsvæsen, administration og ledelse. Men så alligevel, for når alt kommer til alt, og vi lige ser bort fra hvad det er for en menu vi laver, så handler det om samarbejde og personlige relationer. Vi er nogle enkelte grå/tyndhårede, men der er heldigvis mange unge, der også synes, at det er sjov at være med. Og på den måde bliver det bare lidt mere udviklende og mangfoldigt – jeg synes både jeg kan bidrage med noget, og at jeg får noget igen.

Jeg har så holdt lidt lav profil med de mange ideer, jeg allerede har til at lave om på nogle af rutinerne og den helt nødvendige ledelseskommunikation på stedet. Nu må vi se om jeg kan lade være med at blande mig for meget….

Et eller andet sted drømmer jeg nok om igen en dag at booke CV Jørgensen eller TV2 som i gymnasieforeningen på NG, eller endnu bedre, at booke de nye, kommende stjerner.

Indtil videre nyder jeg min nyvundne status, hvor godt selskab, mad, musik og en øl eller 3 kombineres, og hvor jeg kan cykle på job, frem for at pendle på motorvejen.